Freds- og Stabiliseringsberedskabet

Freds- og Stabiliseringsberedskabet (FSB) gør det muligt med kort varsel at sende danske eksperter ud som led i civile dele af konfliktforebyggende, fredsbevarende eller demokratiskabende opgaver koordineret af EU, OSCE, NATO eller FN.

Siden 2008 har NIRAS stået i spidsen for den daglige administration af Danmarks Freds- og Stabiliseringsberedskab (FSB), som er et beredskab under Udenrigsministeriet. FSB varetager udsendelser af civile eksperter til internationale missioner inden for stabilisering, konfliktforebyggelse, fred og demokratiopbygning, der koordineres af EU, OSCE og FN i ’brændpunkter’ verden over. Indsatsen skal styrke og sikre fred og stabilitet, der begge er centrale forudsætninger for bæredygtig udvikling.

NIRAS identificerer, uddanner og udsender ca. 150 eksperter årligt til opgaver inden for henholdsvis stabilisering og demokratisering. Eksempler på udsendelser omfatter strategisk rådgivning til reform af sikkerhedssektoren i Irak og Ukraine; uddannelse af sikkerhedsstyrker og bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet i Mali og Niger; overholdelse af internationale menneskerettigheder, forbedring af grænsekontrol og forvaltning af irregulær migration i Somalia og Libyen samt overvågning af fredsaftaler, fx. i Georgien. FSB træner og udsender desuden valgobservatører til internationale valgmissioner, primært gennem OSCE/ODIHR og EU.

Beredskabet blev oprettet i 1994 som  det Internationale Humanitære Beredskab (IHB) og har siden 1995 haft sin egen post på finansloven. Ved udgangen af 2011 skiftede beredskabet navn til Freds- og Stabiliseringsberedskabet (FSB).

FSB modtager løbende nye anmodninger fra en række internationale organisationer: EU, OSCE, NATO, FN – nogle med meget kort varsel, andre med lidt bedre mulighed for planlægning.

FSB spiller en væsentlig rolle i Danmarks bidrag til det internationale samfunds indsats for fred og stabilisering i skrøbelige områder som fx Sahel-området og Afrikas Horn.

Freds- og Stabiliseringsberedskabet (FSB) udsender valgobservatører til valgmissioner primært til OSCE/ODIHR og EU-valgmissioner

FSB udsender til 8 krisemissioner

i Afrika, Mellemøsten og Østeuropa

I 2021 blev 60 personer

udsendt til krisestyringsmissioner gennem FSB

I 2021 blev 44 valgobservatører

sendt ud til ti forskellige valgmissioner

FSB’s hovedopgaver

  • Civil krisestyring, stabilisering og konflikthåndtering
  • Observation af overholdelse af menneskerettigheder og internationale aftaler
  • Kompetenceopbygning af offentlige institutioner i konflikt- og post-konfliktramte lande.  
  • Udvikling af retssamfund
  • Demokratiudvikling og valgobservation
  • Træning af enheder indenfor sikkerhedssektoren som sikkerhedsstyrker, politi, kystvagter, grænsepoliti mv. 

Der er omkring 330 eksperter i FSB-databasen, og hvert år udsendes omkring 160 danske eksperter fra beredskabet.

FSB hører under kontoret for Migration, Nærområder og Stabilisering (MNS) i Udenrigsministeriet. MNS har det overordnede politiske ansvar for FSB, mens den daglige administration siden 2008 har været varetaget af NIRAS A/S.